Vindmøllevirksomheden Wind Estate på Læsøvej har haft en række turbulente år og kæmper med et hul i kassen på over en kvart milliard kroner. Ane Mette Lysbech-Kleis, der er opvokset i Randers, er netop kommet til som direktør, og hun fortæller her, hvordan virksomheden under hendes ledelse skal vende udviklingen. Artikel af Jeppe Bjerre Trans Randers Amtsavis
Vindmøllevirksomheden Wind Estate på Læsøvej har haft en række turbulente år og kæmper med et hul i kassen på over en kvart milliard kroner. Ane Mette Lysbech-Kleis, der er opvokset i Randers, er netop kommet til som direktør, og hun fortæller her, hvordan virksomheden under hendes ledelse skal vende udviklingen. Artikel af Jeppe Bjerre Trans Randers Amtsavis
Efter en række turbulente år har den lokale vindmøllevirksomhed Wind Estate fået ny direktør.
59-årige Ane Mette Lysbech-Kleis, der er opvokset i Randers, har overtaget direktørstolen efter Erik Abraham, der forlod virksomheden i juli.
Selvom virksomheden har et hul i pengekassen, der har passeret en kvart milliard kroner, er det dog en fortrøstningsfuld og optimistisk ny direktør, som Amtsavisen møder på hovedkontoret på
Læsøvej.
– Jeg er meget ydmyg overfor opgaven, og jeg har været overrasket over, hvor hurtigt, jeg føler, jeg er faldet til. Jeg tror fuldt og fast på, at vi med nytænkning og de rette geværgreb kan få vendt udviklingen, for der er så meget potentiale i den her virksomhed, som også opfylder en vigtig opgave i forhold til den grønne omstilling, siger Ane Mette Lysbech-Kleis.
Den nye direktørs tiltræden sker samtidig med, at det britiske selskab Icon Infrastructure, der samlet forvalter en formue på knap 60 milliarder kroner, har købt de resterende aktier i Wind Estate
og dermed nu har fuldt ejerskab over virksomheden.
Blandt andet den stærke ejer gør, at Ane Mette Lysbech-Kleis bevarer optimismen, selvom virksomhedens egenkapital efter seneste regnskabsår lød på svimlende minus 257 millioner kroner.
– Jeg vil ikke lyve og sige, at det ikke giver en vis bekymring, siger Ane Mette Lysbech-Kleis med henvisning til virksomhedens egenkapital og fortsætter: – Men vi har heldigvis fået en ejer, der tror fuldt og fast på os, og som købte virksomheden for at udvikle og ikke afvikle. Jeg tror på, at vi kan
producere os ud af det, og det skal nok gå.
Nye projekter på vej
En af forklaringen bag det store hul i kassen skal blandt andet findes i, at virksomheden tidligere har satset for massivt på langtidskontrakter på el til en fast pris, der blev indgået for flere år siden,
fortæller Ane Mette Lysbech-Kleis.
Det betyder, at man ikke har kunnet høste de gevinster, man ellers kunne have fået, da energipriserne tog et gevaldigt nøk opad sidste år.
– Det svarer til at gå på kasino og satse alt på rød. Det går sjældent godt, og det er det heller ikke gjort i det her tilfælde, siger Ane Mette Lysbech-Kleis, der herudover ikke ønsker at kommentere
fortidens dispositioner.
Hun forklarer, at virksomheden desuden har investeret massivt i nye projekter, som hun forventer vil give vækst på sigt.
– Vi har store projekter indenfor vind – både offshore og onshore (til vands og til lands red.)- og vi har også flere store projekter indenfor solceller. Det giver masser af tro på fremtiden, siger Ane
Mette Lysbech-Kleis.
Hos Wind Estate gør man projektstørrelser op i mængden af strøm – og her har man nye projekter i støbeskeen på en samlet kapacitet af 3,5 gigawatt, der er fordelt ligeligt mellem sol- og vindenergi.
Til sammenligning har vindmøllevirksomheden i dag en kapacitet på 300 megawatt, og der bliver dermed tale om en markant forøgelse, når virksomheden når i mål med sine nye projekter i
2030.
Hun oplyser desuden, at virksomheden ser ud til at komme ud med sorte tal for egenkapitalen allerede ved aflæggelsen af næste regnskab. – Det kommer an på, hvordan det blæser de sidste måneder af året, men hvis regnskabsåret sluttede nu, ville vi have et plus på 12 millioner
kroner på egenkapitalen, siger Ane Mette Lysbech-Kleis.
Opvokset i Randers
Ane Mette Lysbech-Kleis er født på Ærø, men har haft størstedelen af sin opvækst i Kronjylland. Først i Kristrup og siden i Ålum, som familien flyttede til, da hun var 10 år gammel.
Hun gik på Randers Realskole, tog studentereksamen fra Amtsgymnasiet, inden hun tog til Odense for at læse økonomi på universitet.
Herefter arbejdede Ane Mette Lysbech-Kleis en række år – men da hun blev gravid med sin første søn, sagde hun op og valgte herefter at tage den dengang nyfødte søn med sig på jordomrejse i båd. Det meste af tiden blev brugt i de caribiske farvande.
-Jeg plejer at sige, at jeg har rekorden for længste barselsorlov. Den varede fem år,
siger Ane Mette Lysbech-Kleis.
Siden vendte hun hjem til Danmark og Randers, hvor hun i 2008 fik job hos Vestas daværende afdeling på Alsvej
Herefter fulgte en række ansættelser for andre store vindmøllevirksomhederi både ind- og udland, inden hun 1. juli i år fik jobbet som administrerende direktør for Wind Estate.
– På mange måder kan man sige, at ringen er sluttet ved, at jeg har fået det her job i Randers. Både fordi jeg er opvokset her, men også fordi jeg fik mit første job i vindmøllebranchen her i byen, siger Ane Mette Lysbech-Kleis.
Fortsat Randersvirksomhed
Ane Mette Lysbech-Kleis understreger, at Wind Estate fortsat skal have hovedkontor i Randers.
-Virksomheden har sin historie her i Randers, og flere af vores dygtige medarbejdere er fra området. Vi har plads til at udvide – hvilket vi håber, at vi får brug for – og vi ligger
tæt på motorvejen. Så jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle flytte, siger Ane Mette Lysbech-Kleis.
På nuværende tidspunkt arbejder der 40 på hovedkontoret i Randers, mens virksomheden har 10 ansatte i Storbritannien.
– Når vi er ved udgangen af 2024 vil jeg tro, at vi er 10 mere, siger direktøren.